søndag den 30. marts 2008


Pressebord

Silter pressebord er forsynet med en lille motor, så der er sug i bordet, når man træder på fodpedalen. En af fordelene ved sug i pressebordet er, at lette materialer kan suges fastere til bordet og derved bliver lettere at stryge. En anden fordel er at motoren suger dampen ud af tøjet - sammen med varmen i bordet, betyder det, at når materialet er færdigstrøget/presset, så er det tørt og parat til brug.

Som det ses på billedet, er bordet forsynet med en plade, der passer til strygestation 1 liter og strygestation 2 liter. Man kan bruge strygestationen uden bordet og omvendt, men under pladen til strygestationen, er der en kontakt til strygestationen, så når man bruges det sammen fremstår det som en helhed - der skal kun bruges 1 stikkontakt til hele anlægget.

Pressebordet er forsynet med hjul på de to "ben" samt et gashåndtag, som man kender fra kontorstole. Vha dette håndtag og hjulene, kan bordet let stilles op, klappes sammen og højdejusteres - se illustrationen.

mandag den 24. marts 2008


Toyota symaskiner

Verdens største producent af symaskiner er Janome, den næststørste producent er Toyota - begge er japanske mærker.

Man kunne undrer sig over, hvordan de kan være de største, når så få mennesker i Danmark har hørt om dem, men i virkeligheden er der mange, der kender symaskinerne - de ved bare ikke, at de er lavet hos Janome og Toyota. En stor del af produktionen fra disse fabrikker er i tidens løb solgt til mere kendte symaskinemærker og videresolgt under andre navne - derfor er der mange, der kender produkterne uden at vide, at de er produceret på de to fabrikker.

Produktionen af husholdnings-symaskiner fra Toyota og Janome adskiller sig fra hinanden ved at Toyota kun fremstiller mekaniske symaskiner mens Janome fremstiller alle typer af symaskiner, faktisk har de en speciel fin tradition for at fremstille broderimaskiner.

Toyotas program for husholdningsmaskiner kan opdeles i 3 grupper: symaskiner med halvroterende griber (af typen RS2000), symaskiner med helroterende griber og overlockere.

Symaskiner med halvroterende griber (RS 2000):
På disse symaskiner indsættes spolen som vist på billedet




Disse symaskiner er af en grundigt gennemtestet type, som de fleste kender - og som meget sjældent giver problemer.





  • 1-hjulsmaskiner: Kun faste indstillinger vedr. sting-længde og bredde, 4-trins knaphul
  • , Toyota JSBA21, Toyota FSS21


  • 2-hjulsmaskiner: Stinglængden kan indstilles variabelt, 4-trins knaphul og nåletråder
  • , Toyota ESS224


  • 3-hjulsmaskiner: Både stinglængde og stingbredde kan indstilles variabelt, 1-trins-knaphul og nåletråder
  • , Toyota model FSG325

Symaskiner med helroterende griber:,
Helroterende betyder at i stedet for at spolen kører fra side til side, så drejer den rundt. Denne konstruktion indebærer at spolen lægges i ovenfra, så man umiddelbart kan se, hvor meget tråd, der er på spolen

Toyotas maskiner af denne type, Toyota EZ 900
, er specielt lydsvage, de har nåletråder, 1-trins knaphul, hastighedsregulering, fast nålestop oppe og man kan sy på dem uden fodpedal vha en start/stop knap på maskinen. EZ-maskinernes stingvarianter kan du se her (klik på billedet hvis du vil have det forstørret):


Overlocker:
Alle Toyotas overlockere har en fin stingkvalitet, men forskellige funktioner:
Differentialtransport, rullesøm, snap-on og elektronisk fodpedal. Differentialtransport betyder, at du kan sy i strækstoffer og indstille maskinen, så du får en pæn overlcoksøm. Du kan sy rullesøm ved at flytte en knap og fjerne en nål (rullesøm er en fin overlock, der bruges til f.eks. opsyning af børnetøj, sommertøj og tynde tørklæder) og snap-on betyder at du nemt kan skifte til andre trykfødder.
Toyota SL3487 har differentialtransport, rullesøm, snap-on og elektronisk fodpedal - samt ekstr trykfødder (elastiktrykfod, snorekant- og rynketrykfod).
Toyota SL3335 ligner meget SL3487, men har ikke elektronisk fodpedal og ekstra trykfødder.

Hvis du ønsker informationer om mere avancerede symaskiner eller overlockere, så hold øje med denne blog - der kommer mere om andre typer symaskiner og overlockere!

fredag den 14. marts 2008


Toyota Quilt 50 - til patchwork og quilt

Nu nærmer påsken og fridagene sig. Måske er der nogen, der kunne tænke sig at bruge tiden til at forsøge sig med patchwork - men mangler symaskinen!


Det er der råd for! Vi har mange symaskiner, der egner sig til dette, men hvis du vil begynde med en god symaskine, der ikke vælter budgettet er Toyota Quilt 50 et godt bud:




Toyotas symaskiner i serien RS2000 er inddelt i 3 typer:
  • 1-hjulsmaskiner: Kun faste indstillinger vedr. sting-længde og bredde, 4-trins knaphul

  • 2-hjulsmaskiner: Stinglængden kan indstilles variabelt, 4-trins knaphul og nåletråder

  • 3-hjulsmaskiner: Både stinglængde og stingbredde kan indstilles variabelt, 1-trins-knaphul og nåletråder

Quilt50 er en 2-hjulsmaskine med 24 stingvarianter (4 er knaphul) og tilbehør, der også indeholder trykfødder til patchwork og et bord, der giver bedre arbejdsforhold, når man sidder med store ting.


Hvis du vil se stingvarianterne, så klik ind på Quilt50 - klik en ekstra gang på billedet og det bliver så stort, så du kan se hvad symaskinen kan.


Tilbehøret består af:
  • paspelfod

  • overtransortør

  • broderifod

  • quilte- og patchworkfod

  • åben applikationsfod

  • qultelineal

  • knaphulsfod

  • zig-zagfod (sidder på maskinen)

  • 3 spoler

  • standardnåle

  • kuglespidsnål

  • værktøjssæt

  • quiltebord

  • startpakke med nåle, tråd og stof

Manual kan downloades, se "downloads"


Andre forslag:

Toyota Quilt60 (3-hjulsmaskine).

Husqvarna Viking Sapphire 870 Quilt med det unikke sensorsystem og ekstra stor friarm.

Janome MC4900 Quilters Companion med trykfodsløft m.m.

Janome MC 6600 med indbygget overtransportør og quiltebord.

Elna Quilting Queen.

Lyst.....

Hej

Ja man får helt lyst til at komme på kursus og lære alt om symaskiner.

Hilsen
"HANNES"
www.hanneshjemmeside.dk

torsdag den 13. marts 2008


Kurser i software

Fremover vil BL-Trading i samarbejde med Quiltefant tilbyde kurser i broderi-software.



De første kurser bliver i Janomes software:
  • Kursus i brugen af Customizer software, 5. april kl. 10.00 - 13.30 (kr. 300,00)

  • Kursus i brugen af Digitizer Pro software, 3 moduler (26. april, 17. maj og 31. maj) kl. 10.00 - 17.00 (kr. 600,00 pr. kursus - rabat ved tilmelding til 2 og 3 moduler samtidigt)

Brochurer kan downloades direkte fra bloggen.



Alle kurser afholdes hos:

BL-Trading

Ribe Landevej 278

7100 Vejle

Tlf.: 7555 5502



Efterårsprogrammet er endnu ikke fastlagt, men allerede nu kan vi afsløre, at foruden kurser i Janomes software vil vi også afholde kurser i Husqvarna Vikings software, 4D professionel.



Kurserne henvender sig til dig, der har en broderimaskine, men har problemer med at udnytte softwaren (medbring såvel broderimaskine som software) - og til dig, der påtænker at købe en broderimaskine, men gerne vil vide mere om hvad du kan bruge softwaren til - og hvordan det gøres. I så fald kunne det være relevant med kurset i brugen af Customizer og/eller modul 1 af kurset i brugen af Digitizer Pro. Vi kan i begrænset omfang tilbyde lån af software og broderimaskine.



Kurserne er tilrettelagt så vi stingsætter et antal broderier og broderer dem, så du får kendskab til hele processen incl. en vurdering af broderiet og hvordan stingsætningen kan rettes så resultatet evt. kan blive bedre.



I brochuren står mere om hvad du skal have med - bl.a. godt humør til hyggeligt samvær i uhøjtidelig tone!!

fredag den 7. marts 2008

Kom godt i gang med din nye sy-/broderimaskine!

Du har formentlig længe ønsket dig MASKINEN. Nu har du købt den, transporteret den hjem, pakket den ud af kassen, fundet alverdens instruktioner og tilbehør. Måske har du tændt for den. Måske har den en stor skærm med mange ikoner, som du ikke helt ved, hvad du skal bruge til. Du går rundt om maskinen. Kigger kærligt på den. Tænder for den og...mister modet. Du ved ikke, hvor du skal starte og er måske egentligt lidt bange for MASKINEN.

Lyder det bekendt? -Du er ikke alene! Vi bliver alle lidt forvirrede og benovede over de moderne symaskiner, som helt sikkert ikke minder ret meget om den model, vi lærte at bruge i skolen, hos mor eller bedstemor, da vi var børn.

I dette første indlæg, vil jeg beskrive en struktureret måde at komme "rundt om maskinen" på -uanset hvilket mærke du har købt eller hvor avanceret en maskine du har købt.

Første skridt: Drop frygten! -Der er ikke noget at være bange for: -Du ved allerede, at du ikke skal putte pegefingeren under nålen, medens maskinen syr. Og det er sådan set det vigtigste :-)

Andet skridt: Glæd dig over din nye maskine og til at skulle lære den at kende. Du har sikkert ønsket dig maskinen i et stykke tid. Og måske har du sparet op i et stykke tid, for at kunne købe den. Bestem dig for, at du vil nyde tiden med din nye maskine lige så meget, som du nød, at glæde dig til at kunne købe den.

Tredje skridt: Læs instruktionsbogen. Du behøver ikke skynde dig. Sæt dig godt til rette i en god stol eller sofaen og læs, læs, læs om alle de skønne ting din nye maskine kan. Lad være med at bekymre dig om, hvorvidt du bagefter kan huske præcist, hvordan maskinen skal betjenes. Det kan du ikke! Og det behøver du ikke at kunne, for instruktionsbogen har du stadig og den skal bo ved siden af din maskine i lang tid. ( Jeg kigger stadig engang i mellem i instruktionsbogen til den maskine, som jeg har haft i 1½ år ! ).

Fjerde skridt: Afsæt tid til at lege med maskinen. Det kan være en fridag, et par timer hver eftermiddag i en periode eller hvad der nu passer ind i din hverdag. Find nogle stofrester frem og klip eller skær dem i stykker på f.eks. 20 x 29 cm ( så passer de i et standard ringbind eller mappe ). Klip eller skær stabilisering ( f.eks. rivevlies ) i stykker af samme størrelse. Find forskellige spændende tråde f.eks. en broderitråd, en metaltråd, en almindelig sytråd og en undertråd i neutral farve. Find også nåle frem, der passer til de forskellige former for tråd, du har valgt. -De allerfleste symaskiner leveres med et brev nåle af forskellige slags, så du skulle være dækket ind.

Nu skal der leges: Tænd maskinen og sæt dig godt til rette. Åbn instruktionsbogen og find ud af, hvordan du spoler undertråd. Og gør det. Slå op på trådningsvejledningen og tråd først undertråden og dernæst overtråden. Husk at du skal bruge en nål, der passer til den tråd, du vil starte med at bruge. Hvis ikke den rigtige type sidder i maskinen, så slå op i instruktionsbogen og se, hvordan du skifter nålen.

Nu skal du sy: Start med den allerførste stingtype på din nye maskine. Der er formentlig stikkesting. Sy en række af sting på den lange led af stoffet. Start ca. 2 cm fra den venstre kant af stoffet. Når du er kommet halvvejs, så stop og lav stingene længere. Kig i instruktionsbogen, hvis du ikke lige ved hvordan, og sy så resten af rækken. Gå videre til stingtype nummer to på din symaskine og sy denne type ved siden af den første type.

Fortsæt med at sy en række af alle de sting, din maskine har. Også alle de dekorative sting. Prøv at forlænge, gøre bredere og ændre balancen af stingene, hvis de ser lidt mærkelige ud. Kig i instruktionsbogen hver gang du er i tvivl! Skift stof når du har fyldt det første stykke med sting. Skift tråd, når du har lyst til at prøve noget andet og husk at skifte nålen, så den passer til tråden. På et tidspunkt skal du formentlig skifte trykfod for at sy stingene. Kig i instruktionsbogen og gør det.

Når du har syet samtlige sting på din maskine i rækkefølge, kan du nummerere dine stofstykker, så du ved hvilket stykke stof, du startede med, hvilket var nummer to o.s.v. Hvis du har god tid og gerne vil, kan du skrive stingenes nummer på maskinen ud for hver række, du har syet. Find nu en hullemaskine og lav huller i venstre side af alle stofstykkerne og sæt dem ind i et ringbind eller en mappe. Du kan lade stabiliseringen sidde på stoffet. Det gør det nemmere for dig at bladre gennem mappen på et senere tidspunkt.

Nu har du prøvet flere forskellige funktioner og alle stingene på din nye symaskine og du har en mappe med en oversigt over, hvordan alle symaskinens sting ser ud, når de er syet. Den kan være en nyttig reference i fremtiden. Undervejs har du sikkert fået gode ideer til, hvad man kunne lave med alle de fine sting. Hvis du har det ligesom mig ( du véd, hvad jeg mener ), så skriv ideerne ned. Så kan du huske dem, næste gang du skal lege med din symaskine.

Processen kan sagtens deles over flere dage, men det er nok en god ide at skrive "side-tal" på de stykker stof, du har syet, hver gang du stopper. -Ellers er det næsten umuligt at huske, hvad der kom som nummer 2, 3, 4 o.s.v.

Næste indlæg fra mig kommer til at handle om, hvordan man kommer i gang med at bruge broderidelen af den nye symaskine.

God fornøjelse med din nye symaskine!!

- Husk: Instruktionsbogen har fast plads ved siden af maskinen.

Camilla Vinter Poulsen, Quiltefant

mandag den 3. marts 2008


Hvorfor en "symaskine-blog"?

Det første spørgsmål, når man skal købe en symaskine er, hvilken symaskine, skal jeg vælge. Dernæst er der spørgsmål om hvad gør jeg, når symaskinen ikke gør det, jeg synes den skal - er det mig eller symaskinen, der er forkert på den? Har jeg brug for et kursus eller har symaskinen brug for et eftersyn!


Når man så har lært sin symaskine at kende - og evt. tilhørende software - så dukker der spørgsmål op om syteknikker, hvordan gør jeg for at få det ønskede resultat, for slet ikke at nævne det store felt, der hedder inspiration til anvendelsen af sin symaskine.


Så vidt jeg kan se, mangler der et forum for disse emner, så derfor en "symaskine-blog" - og det skulle ikke undre mig, om der dukker endnu flere relevante emner op!

Da en blog er en fler-vejs kommunikation er der åbnet op for at vi i fællesskab kan præge bloggens indhold - så hermed hjertilg velkommen til BL-Tradings blog om symaskiner.